historie og
udsmykning
Teatrets historie
Bygning af et helt nyt teater
Efter at byens fjerde skuespilplads siden 1800-tallet måtte vige for hotelbyggeri i 1906, nedsattes samme år et teaterudvalg, der fik til opgave at rejse et nyt teater.
Da teaterbygningens placering i Gravene var besluttet, bevilgede Byrådet 1000 kroner til fremskaffelse af tegninger og overslag.
Arkitekt Søren Vig-Nielsen blev arkitekt for det nye Viborg Teater. Han var et godt navn i byen. Han havde bl.a. været konduktør for Hack Kampmann ved opførelsen af den nye kreditforeningsbygning i byen og havde her også arbejdet sammen med maleren K. Hansen-Reistrup, der havde hovedæren for dekorationerne på Aarhus Teater, hvor Hack Kampmann også havde været arkitekt.
Opførelsen af teatret blev muliggjort gennem tegning af aktier blandt byens borgere samt optagelse af lån i henholdsvis byens sparekasse og Viborg Kommune. Til fordel for teatret blev der arrangeret en sommerfest af dimensioner – den største nogensinde afholdt i Viborg – og et veritabelt overskud blev anvendt til teatrets udsmykning.
Det nye teater kunne indvies i 1909 ved en festforestilling d. 12. december, hvor bl.a. Holbergs “Julestuen” blev opført.
“Hovedet” er fra plakaten fra åbningsforestillingen. Formentlig tegnet af K. Hansen-Reistrup.
Første forestilling
12. december 1909 markerede en festforestilling, at Viborg Teater blev blev åbnet. Under overværelse af bl.a. byrådet, arkitekt Vig-Nielsen, maler Hansen-Reistrup, billedhugger Guldborg og blandt publikum Jeppe Aakjær samt en række af Viborg bys indbyggere opførtes Jul i skovridergården, Holbergs Julestuen, samt en til lejligheden udfærdiget kantate, som bl.a. foregreb truslen fra biograferne mod teaterkunsten:
Men ak, vi har saa slemme Konkurrenter:
Der er jo Kosmo-, – Bio-, ikke sandt?
Og Kino- ikke? – og det andet Tant?
Hvad siger De?
(Koret): Vi siger: Fy!
På trods af denne indledende afstandstagen til de levende billeder blev teatret allerede fem år senere indehaver af en biografbevilling. Man skulle dog frem til 1927 før fotograf Aage Munksgaard skabte den permanente biograf “Kino-Palæet” i teatret. I biografens lejemål stod, at biografen om nødvendigt skulle vige for aktiviteter som teaterforestillinger, koncerter og lignende på teatret. Længe var det faktisk biografens regelmæssige indtægter, der sikrede teatrets overlevelsesmuligheder, eftersom teatrets opførelse faldt sammen med en nedgang i turnevirksomheden blandt de mange omrejsende teatertrupper. Mange viborgensere har således lært det indre af teaterbygningen at kende ved at gå i biografen. I 1986 lukkede Kinopalæet, og herefter blev teatret igen udelukkende anvendt til dets oprindelige formål.
Forestillinger og foreninger
I de første mange år blev de tilrejsende ensemblers operetter og skuespil ofte akkompagneret af byens lokale regimentsorkester. Men som nævnt oplevede turnevirksomheden en tilbagegang, og de 70 årlige forestillinger, som teatrets bestyrelse i de første år havde kunnet regne med, styrtdykkede i starten af 1930’erne til lidt over 20 forestillinger om året. Aktieselskabet Viborg Teaters bestyrelses hovedopgave havde fra begyndelsen været at stille teatrets lokaler til rådighed for et fast beløb.
Kendte og ukendte skuespillere – store som små – har optrådt på de skrå brædder i Viborg. Udover de professionelle forestillinger med ny og klassisk dramatik har også lokale amatører fået lov til at udfolde sig, og Teaterforeningen og teatrets bestyrelse indrettede bl.a. hertil i 1984 et miniteater på første sal. Viborg Teaterkreds udsprang af Teaterforeningen som en publikumsorganisation. Kredsens formål blev at fremme teaterinteressen i området samt at arrangere forestillinger med og uden abonnement. Også teaterbygningens forhold var på dagsordenen. Dette foregik i tæt samarbejde med Viborg amt og kommune.
Teatrets fysiske udformning
Indtil 1942 stod teatret i den skikkelse, hvori det var bygget. Herefter gennemgik det løbende en række fysiske forandringer. Den nordre butik blev inddraget i forhallen og omdannet til billetkontor med chokoladekiosk. Teaterforeningens formand, Georg Monsted, havde været på tur i Mellemeuropa og studere indretning af orkestergrave. Teatrets orkestergrav blev udvidet i 1953, og få år senere fik teatret fjernvarme. I 1984 fik teatret efter flere års arbejde den lille ny scene på første sal.
Ved 75-års jubilæet i 1984 gennemgik Teatret en gennemgribende renovering, idet teatret var stærkt nedslidt efter mange års brug også som biograf. Samtidig blev der i forbindelse med Rotunden indrettet en lille scene beregnet til foredrag, små forestillinger og børneteater. I forbindelse med den omfattende restaurering blev en lang række effekter fra teatret indsamlet af Lokalhistorisk Arkiv og udstillet på Viborg Stiftsmuseum. I samme anledning udgav forfatter og museumsinspektør Peter Seeberg bogen Viborg Teater, om teater og dramatik i Viborg siden 1584.
I dag fremstår teatret som et funktionsdygtigt teater, der med dets 390 pladser giver mulighed for en særlig intimitet mellem de optrædende kunstnere og publikum. Skuespillerne føler sig godt tilpas på scenen og er meget tilfredse med rummets fine akustik.
Kilde: Peter Seeberg, “Viborg Teater” og Lene Funder, “Dansk Teaterbyggeri 1870-1910, Mikkel Kirkedahl Lysholm Nielsen “Viborg Teater”.
Teatrets udsmykning
Teatersalen
I teatersalen har maleren K. Hansen-Reistrup udført sit store prosceniebillede – et prægtigt stykke teatermaleri med mytologisk indhold. Teatrets muser Thalia og Melpomene rækker laurbærkranse mod musernes fører Apollon, der tøjler Pegasus, som fremstormende mod Olympen ved sit hovslag mod Helikons klippetop fremtryller Hippokrenes kilde, i hvis væld svaner tildrikker sig poesiens gave (cit. frit efter Adolf Lomholt i dennes festskrift fra 1909). Proscenielogerne er som to tårne, der foroven afsluttes af et lille forgyldt spir, på hvis spids knejser henholdsvis en ørn og en ugle.
Loftsdekorationen består af et stort rundt felt afsluttet af en bred bladkrans i hvid stuk. I midten hænger lysekronen, og fra den går guldstråler ud på det blå loft, som toner ud til helt hvidt. Det giver indtryk af en kæmpeblomst, som breder sig ud over tilskuerne.
Balkonerne har stukudsmykninger i form af stiliserede planter.
I 1999 og 2000 har de hvide balkoner samt prosceniets sider fået nye farver, som giver et varmt og venligt udseende. En ny tungekappe giver prosceniet højde og skaber en fin ramme for teatrets originale og nyrenoverede fortæppe fra 1909. Disse arbejder er forestået af teatermalerne Helge Lind og Geo Seehusen fra Det Kongelige Teaters malersal.
Rotunden
K. Hansen-Reistrups vægdekoration i Rotunden på 1.sal er malet al fresco og har en fin farvesammensætning. Den nederste del og rundt om dørene er udført i svag rosa. Som et tæppe ophængt i gesimsen breder malerierne sig over væggene. Bundfarven er lys brun, og over den slynger en laurbærkrans sig omviklet med rosa bånd. På kransen sidder tre store ørne med udslagne vinger (“fuglenes stolte konge, som ved sin høje flugt i den rene luft symboliserer digterens tanke” udtyder Adolf Lomholt det), og under hver af dem er malet silhuetter af Hostrup, Holberg og Oehlenschlæger. Over hver dør sidder ligeledes med udslagne vinger en ugle – visdommens fugl.
I 2002 har den hvide stukdekoration i Rotunden fået nye farver, og en kæmpe lysekrone med 18 pærer giver en flot belysning og en behagelig rumvirkning. Også disse arbejder skyldes Helge Lind og Geo Seehusen.
Foyeren
I foyeren falder de flotte glasruder i indgangsdørene i øjnene. Her har K. Hansen-Reistrup i sin udsmykning anvendt fugle- og blomstermotiver udført i blyindfattet farvet glas.
Af dørenes tre vinduesfelter har de to firkantede fuglemotiver i stærke farver på gul baggrund, mens den buede rude ovenover er udført som en påfugl med udslået hale.
Midt i foyeren står en søjle, som bærer et svagt hvælvet loft, som har en enkelt stukdekoration – stiliserede blade, som udgår fra søjlen og breder sig henover loftet for at slutte i et blomsterhoved, i hvis midte der er anbragt en elektrisk pære. De stiliserede blade i loftsdekorationen har på samme måde som det er tilfældet i Rotunden fået nye farver i 2002.
Bygningen
Bygningen er opført i røde sten og står i blank mur. Der er en rig variation i brugen af sten. Nogle steder er der tale om egentlige formsten, der indgår som rosetter, knopper og fine riller omkring vinduer og døre, andre steder på facaden er det blot den almindelige sten, som er lagt i mønster. En utrolig levende facade udelukkende skabt ved hjælp af de smukke sten.
Blandingen af strukturelle og dekorative elementer i tegl og granit blev i Vig-Nielsens projekt formuleret som et stykke neoklassicisme, måske med et stykke jugendpræget ny-neoklassicisme, men med det funktionelle indhold klart markeret ud til facaderne.
Teatrets gavle mod Gravene og Grønnegade er rigt dekoreret med relieffer. I gavlen mod Gravene, der er teatrets hovedfacade, ses en lyrespiller omgivet af teatrets muser, og i det nordre gavlfelt mod Gravene findes en teatermaske. I gavlen mod Grønnegade ses en lyrespillende amorin ridende på en panter symboliserende sangens magt over vildskaben. Disse udsmykninger er udført i et samarbejde mellem kunstmaler Kongsbak og billedhugger Hamann.
Bagsiden af teatret er rigt dekoreret med formbrændte sten fantasifuldt anbragt. Det er vist det eneste teater, hvor også bagindgangen fremtræder med en vis festivitas.
Kilde: Peter Seeberg, “Viborg Teater” og Lene Funder, “Dansk Teaterbyggeri 1870-1910
Foto: Ole Misfeldt